I disse dage snakker vi meget om fællesskabet. Hvordan fællesskabet er vigtigere end nogensinde, hvordan vi skal støtte op om hinanden. Men det er samtidigt svært, for hvem er fællesskabet egentligt og hvordan er det vi skal støtte op?
Festen
Fra gamle film kender vi det. Billedet af stolerækker med unge, nervøse mennesker, der venter på at blive budt op til dans. Først er der en der griber chancen og byder en anden op, så en til og pludselig danser de fleste, men der er altid en der sidder tilbage på bænken. En bænkevarmer.
Under den igangværende COVID-19 krise har de fleste af os siddet og været bænkevarmere, mens samfundet var lukket ned, mens musikken var stoppet. Vi sad måske og overvejede, hvem vi havde lyst til at danse med og hvem vi burde danse med, når musikken startede igen og vi snakkede lidt med hinanden.
Nogle tog også initiativ til at hjælpe, mens vi ventede. Tog på apoteket for at hjælpe en nabo, som ikke selv kunne komme ud, de sociale organisationer organiserede frivillige til at hjælpe med indkøbene og patient- og handicaporganisationerne har haft travlt.
Så gik musikken i gang. Først langsomt, med de første der tøvende fandt en partner at begive sig ud på dansegulvet med, men nu oplever flere og flere at der bliver lukket op og de også bliver inviteret med i dansen, at de måske endda har svært ved at sige nej tak. Og dansen bliver vildere og vildere og som det naturligste ser danserne særligt de andre dansere, og selv når der skiftes partnere så tager den ene dans den anden.
Der er ved at komme gang i samfundets hjul igen.
Bænkevarmerne (de isolerede)
Men de sidder der stadig endnu, bænkevarmerne.
De kigger på danserne.
Nogle ser på dem med gru. Danser de ikke alt for tæt? Skifter de ikke partnere for tit? Er det ikke helt ude af kontrol? Jeg har ikke lyst til at jeg selv eller mine kæreste skal risikere livet, bare fordi de andre ikke kan komme i gang med dansen hurtigt nok
Andre ser på danserne med længsel. Ser ingen at jeg stadig sidder her? Måske er jeg i en særlig risikogruppe og kan slet ikke danse med. Måske har jeg aldrig lært at danse. Er der dog ingen, udover måske de andre bænkevarmere, der vil sætte sig ned og snakke med mig? En som vil se mig, for den jeg er og alt det jeg kan være. Er der ikke nogen der vil hjælpe med at finde en måde, hvor vi kan danse sammen på? Sammen, hver for sig.
Der er danserne og der er bænkevarmerne. Dem der er det store fællesskab, som er ved at genoptage dansen og dem som pga. sygdom, handicap eller fordi de er ældre er blevet bedt om at tage pladsen på bænkerækkerne og som vi siger skal være de stærkeste.
Et mere nuanceret billede
Men ser man nøje efter er billedet ikke så simpelt.
Der er dem der tidligere dansede en hektisk dans, der nu har slået benene op og har sat sig til rette med en god bog og som nyder selv at kunne definere en ny rolle, som finder nye arbejdsformer, der passer dem bedre.
Der er nye dansere, der før var bænkevarmere, men som med de nye digitale fællesskaber har fået helt nye muligheder for at kunne danse med og vise alt, hvad de kan.
Og der er mennesker der ikke magter dansen. Mennesker der vil noget andet eller som kun ser den mørke nat, den der lurer rundt om dansen. Der er mennesker der ikke ved om de vil være bænkevarmere eller dansere. Mennesker der ikke tænker de har noget at byde på eller som ikke kan finde gnisten til at opsøge et fællesskab.
Vi er der alle.
Fællesskabet
Vi snakker om fællesskab. Om store fællesskaber og om små fællesskaber og måske om dem der er i risiko for at være uden for fællesskabet.
Vi snakker om dansen, hvordan vi hurtigst muligt kan finde den musik der gør at vi alle kan danse lige så hurtigt som før.
Vi snakker om hvad vi kan tilbyde dem, der er i risikogruppen og som ikke kan danse med. Om virtuelle tilbud og kaffe på parkeringspladsen.
Men det er ikke nok.
Vi kommer ikke i mål før vi forstår at vi alle er en del af det samme fællesskab, uanset om vi danser dansen, er bænkevarmer eller kun ser den sorteste nat.
Vi kommer ikke i mål, før vi indser at fællesskabets styrke ikke handler om at få flest muligt af danserne ud på gulvet hurtigst muligt. Før vi indser at fællesskabet ikke kun er den majoritet som danser. Ikke kun er den majoritet der igen kan vende tilbage til normalen.
Vi kommer ikke i mål, før vi indser at det mål vi skal sigte efter, er at alle i salen får den bedste oplevelse, uanset hvor meget af aftenen de ender med at tilbringe som dansere, som bænkevarmere eller som noget helt andet.
Skal vi i mål, skal vi arbejde. Arbejde med ambitionen om at ville hinanden, at se hinanden og at give alle plads til at udfolde sig. Skal vi i mål, skal vi arbejde for et samfund, hvor vi vil hinanden, for vi har alle noget unikt at byde på. Uanset om vores dagligdag er vendt tilbage som den var eller er ændret og måske præget af en COVID-19 isolation. Uanset om vi bliver set som den brede befolkning eller det lille mindretal. Uanset om vi danser eller ej.
Skal vi i mål. Skal vores fælles dans blive til et fællesskab skal vi ville hinanden. For kun sammen får vi den skønneste aften og håb til en ny dag.